VERDENS VIGTIGSTE PLAN

IMG_3568
Mange kender ikke verdensmålene; nogle vælger at se bort fra dem; andre vælger at identificere 1-2-3 verdensmål, som rammer lige ind i nøgleprodukter eller -leverancer, og så føre “business as usual”. Andre igen bruger verdensmålene til at udvikle deres forretning til at “do good”, øve en positiv indflydelse og/eller reducere en negativ indflydelse ved at bruge verdensmålene til at facilitere strategiske og taktiske udviklingsgreb om deres forretning.

Og så er der dem, der går all in på at bruge verdensmålene og nytænke deres forretning, udnytte sprækker og åbne vinduer, opdyrke nye forretningsområder og være forrest i bussen i f t at drage fordel af de ændringer i markedet, som kommer til at tegne fremtiden.

Dét er det store potentiale i SDG’erne, og dét, der for alvor kan bidrage til at indfri dem i et globalt perspektiv

(Upcycle House, Lendager Architects)

Det kræver mod, agilitet og risikovillighed at nytænke sin forretning i f t Verdensmålene – og i en konservativ byggebranche kan det være svært at opbyde alt dette på en gang, når aftaleforhold og statslig regulering ikke per definition understøtter det langsigtede og tværgående perspektiv, som er nødvendigt for bæredygtig udvikling.

Og konfliktkultur får fortsat mere næring end transparent partnerskabskultur gør i Byggebranchen, i den favorisering af materiel vækst, som er den fremherskende økonomiske forståelse i dag, og som kendetegner den danske regerings politik – og dermed reguleringen af byggeaktiviteter.

Så holdningen, mange steder i den danske byggebranche, kan sagtens være, at lad os nu bare rette ind, lad den kloge narre den mindre kloge, lad os finde hullerne i osten, få de andre til at betale og så i øvrigt sørge for at tjene penge til aktionærerne – og os selv!

Men det udvikler ikke byggebranchen – og slet ikke kvaliteten af byggeriet!

Der er brug for at anskue ledelse, økonomi og organisering på en ny måde. For den store menneskehedens udfordring for det 21. århundrede er at opfylde alles behov inden for planetens muligheder, ved at sikre at (1) ingen går ned på livets væsentligste ting (fra mad og boliger til sundhedspleje og politisk stemme), samtidig med at vi (2) kollektivt ikke overskrider vores pres på jordens livsstøttende systemer, som vi grundlæggende er afhængige af – så som stabilt klima, frugtbar jordbund og beskyttende ozonlag.

Det er Verdensmålenes dagsorden – og Doughnut Economy’s. Doughnut Economy tilskriver at beskrive en ramme for hvordan disse to dimensioner kan beskriver hhv. det sociale fundament og det økologiske loft for vores livsførelse:

  • Det sociale fundament har tolv sociale dimensioner, som er afledt af det minimum for sociale standarder, som er fastlagt af verdens regeringer i de bæredygtige udviklingsmål i 2015, fx sundhed, uddannelse, lighed, fattigdom, retfærdighed, politiske systemer mm.
  • Det økologiske loft er sammensat af ni såkaldt planetariske grænser for miljøpåvirkninger, som ikke kan overskrides, uden at det medfører uacceptabel miljøforringelse og medfører et potentielt vendepunkt i f t planetens muligheder for at huse os – det drejer sig fx om drikkevand, land, biodiversitet, forurening, klimaforandringer mm.

Mellem disse sociale og økologiske grænser ligger et socialt retfærdigt og miljømæssigt hensigtsmæssigt rum, hvor menneskeheden kan trives – det ‘grønne’ rum, der benævnes Doughnut’en, indenfor hvilket, vi iflg. Kate Raworth vil kunne skabe en bæredygtig fremtid, ved at agere ansvarligt.

Figuren viser, at vi allerede overskrider vores råderum væsentligt, dér, hvor der er rødt – både socialt og planetarisk.

De sociale grænser

Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD og den Internationale Valutafond, IMF udgav i 2015 rapporten ”In it together”. I rapporten konkluderer de to økonomiske sværvægtere, at mindre ulighed vil være til gavn for alle, både for rige og fattige, og at økonomisk vækst og mindre ulighed kan gå hånd i hånd (SDG10).

Rapporten konkluderer, at ulighed decideret hæmmer økonomisk vækst, fordi mennesker i fattigdom ikke kan udfolde deres potentiale og derved heller ikke kan bistå økonomien (SDG 1).

Den stadigt voksende sociale ulighed i verden er altså ikke blot et filosofisk spørgsmål om, hvad der er retfærdigt og ønskeligt – det er også et pragmatisk spørgsmål om, hvad der er økonomisk fordelagtigt for alle.

Men det er ikke den filosofi, som den økonomiske politik i store dele af den vestlige verden fremmer. Rapporten ”Fælles velfærd eller privat rigdom?”, fra Oxfam (2019), redegør for, hvordan kløften mellem verdens rigeste og resten af befolkningen vokser, og at den stigende ulighed underminerer den globale kamp mod fattigdom og uretfærdighed.

Rapporten viser endvidere, at verdens ledere aktivt forværrer uligheden ved systematisk at underbeskatte de rigeste mennesker og virksomheder – og ikke mindst ved at underprioritere den fælles velfærd, som er helt central i kampen mod ulighed.

Not nice! Not bæredygtigt! Og not hverken kreativt eller innovativt!

Verden kalder på noget andet – på politiske visioner, samfundssind, tolerance, ansvarlighed, medmenneskelighed og væredygtighed, når bæredygtig udvikling skal understøtte, at klodens ressourcer rækker til fremtidige, flere og mere velhavende forbrugere.

De planetariske grænser

I en artikel fra år 2000 navngav videnskabsfolkene Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer officielt den geologiske tidsalder, som vi lever i nu, som Antropocæn – betydende menneskets ”betydelige og stadigt voksende indvirkninger på Jorden og atmosfæren”. Og på en stor international kongres i Cape Town i 2016 blev det blandt verdens førende geologer besluttet, at menneskehedens indvirkning på Jorden nu er så massiv og omfattende, at betegnelsen officielt skal anvendes om den nuværende geologiske tidsalder.

Antagelsen bag betegnelsen er, at mennesket er en afgørende faktor for tidsalderen, fordi fremtiden for det eneste sted, hvor man ved, at der eksisterer liv, bestemmes af menneskets handlinger – menneskeskabte klimaforandringer, som omdannelse af vild natur gennem skovrydning, landbrug og anden arealudnyttelse, accelerationen af CO2-udledninger igennem afbrænding af fossile brændstoffer, havvandsstigninger, omskiftelige og skadelige vejrmønstre (især opvarmningen af planeten), udgør en trussel ved at begrænse fremtidige overlevelsesmuligheder for mennesker og andre arter.

 

Hvis den nuværende tendens holder, er Jorden på vej til at miste 75 procent af sine nuværende arter inden for de næste 200 år. Dette har givet flere forskere belæg for at tale om en ”sjette masseudryddelse”.

Professor Chris Rapley, klimaforsker ved University College London og tidligere direktør for Science Museum i London, har opsummeret situationen med følgende metafor:

”Da planeten er vores system til at understøtte vores liv – vi er grundlæggende bare besætningen på et middelstort rumskib – er vores interventioner i dens funktionsmåder på dette niveau og på denne skala meget betydelige. Hvis du eller jeg var besætningsmedlemmer på et mindre rumfartøj, ville vi aldrig finde på at fifle med systemer, der giver os luft, vand, næring og et tåleligt klima. Men overgangen til Antropocæn fortæller os, at vi leger med ilden – en potentielt hensynsløs form for adfærd, som vi sandsynligvis vil komme til at fortryde, medmindre vi får styr på situationen.”

Emmission Gap rapporten

I oktober 2018 stod det klart, med den nyeste rapport fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), at den globale opvarmning skal holdes helt nede på på 1,5 grader (og ikke 2 grader som tidligere antaget), i forhold til det præindustrielle niveau og udledningerne af drivhusgasser skal reduceres med mindst 45 pct. frem mod 2030 for at sikre bedst mulige vilkår for fremtiden.

Chris Rapley adresserer direkte det nødvendige mindshift, som skal sikre ressourcerne for fremtidens generationer, og som Verdensmålene kan være platform for at stræbe efter:

Der skal styr på situationen! Om det så skal betyde, at menneskers mindset skal ændres, for at fremme social ansvarlighed og tackle klimaforandringerne. Vi kan ikke bare bevidstløst overlevere en uholdbar situation til fremtiden.

Global risks rapporten

De omfattende politiske, økonomiske, samfundsmæssige, teknologiske og miljømæssige forandringer sker i et hidtil uset tempo og er blevet en del af hverdagen verden over. Den 14. og nyeste udgave af World Economic Forum‘s Global Risks Report, undersøger verdens risikolandskab på makroniveau og belyser hvilke risici, der kan få størst betydning for verden i 2019 ff.

 

Blandt de fem største risici, udpeget i denne rapport, ses bl. a. ekstreme vejrforhold og klimaforandringer, og deres betydning for det byggede miljø:

“Hurtigt voksende byer og massive effekter af klimaforandringer vil gøre flere mennesker sårbare over for stigende vandstand i havene. To tredjedele af den globale befolkning forventes at leve i byer inden 2050, og allerede nu bor ca. 800 millioner mennesker i mere end 570 kystbyer, der er udsatte over for en generel stigning i vandstanden på 0,5 meter i 2050. I en ond cirkel koncentrerer urbanisering ikke alene mennesker og ejendomme i udsatte områder med risici for skader og påvirkninger – det forværrer også disse risici – for eksempel ved at ødelægge naturlig, resilient modstandsdygtighed som kystmangrover, og ved at øge belastningen af grundvandsreserverne. Intensiverende påvirkning vil gøre en stigende mængde land ubeboeligt.”

Det byggede miljø, omfattende planlægning, arkitektur og design, berør os alle og linker til hvert enkelt af verdensmålene. Ikke bare på et idealistisk niveau eller som fremtidens potentiale, men gennem realiserede bygninger, bosættelser og byer over hele verden. Bygninger findes overalt og bidrager til bæredygtige samfund og bæredygtig livskvalitet.

Men det byggede miljø er også en del af de nuværende udfordringer, som en stor forbruger af energi og naturressourcer, og producent af affald. Desuden kan den måde vi bygger på, forværre uligheder og påvirke menneskers sundhed og trivsel.

Byudvikling og byggeri som indsats

17 blogs om 17 verdensmål gennem 2018 har for mig betydet indsigter som:

  • Verdensmålene udgør en eminent platform for at genfinde en politisk dimension i arkitektur, for de arkitekter, der ikke allerede er politiske.
  • Alle verdensmålene er forbundne og dermed selvskrevne som katalysator for arkitektonisk helhedstænkning
  • Alle verdensmålene rummer ydermere i hver deres karakter potentiale for arkitektonisk formgivning
  • Og alle verdensmål kan konkretiseres gennem eksempler på arkitektur

Byggebranchen har mao. et stort potentiale for at bidrage til at indfri verdensmålene, og det implicerer alle led i hele forsyningskæden at tage ansvar for skabe god arkitektonisk kvalitet som en meget væsentlig indsats.

Arkitekternes indsats er helt afgørende heri, og arkitektbranchen har et betydeligt ansvar for at træde i karakter og genopfinde sig selv som politisk fortaler og formgiver for den bæredygtige udvikling og kvalitet, idet:

“… Arkitekter kan levere grundlæggende ideer og forslag til forskrifter, der gør det muligt for os at have bæredygtige byer og samfund i fremtiden. Arkitekter kan lette den åbne dialog og arbejde i partnerskaber for at give os gode løsninger og kan opfordre myndighederne til at gøre de nødvendige regler for at komme videre.”

Ordene er Mogens Lykketofts, og står i prologen til “AN ARCHITECTURE GUIDE to the UN17 Sustainable Development Goals“.

Alejandro Gutierrez fra Arup udtrykte det for nylig i DAC i København således, at det er nødvendigt, at byplanlægning og arkitektur er politisk og omfatter:

Det handler om at skabe god arkitektonisk kvalitet og absolut bæredygtigt arkitektur (beyond certificering af bygninger og byområder)!

Byggeriets aktører kan med fordel tage den bæredygtige dagsorden på sig og stå ved ansvaret for at skabe det bedste og mest holdbare byggeri – og ikke blot det billigste, idet:

“The bitterness of poor quality remains long after the sweetness of low price is forgotten” (Benjamin Franklin)

For mulighederne for at udnytte den bæredygtige dagsorden til forretningsudvikling, innovation, bedre kvalitet og fremtidssikring er store og oplagte i byggebranchen, hvor indsatsen samtidig vil kunne få særdeles væsentlig betydning, idet en voksende befolkning på verdensplan søger til byerne, som vokser med stor hast – byggeri vedrører alle!

Men kun 1% af alt byggeri i Danmark er bæredygtighedscertificeret. Hvad holder stadig store dele af byggebranchen tilbage fra at føre Verdens vigtigste plan ud i livet – når det ovenikøbet vil kunne stimulere byggeriets kvalitet, til gavn for kunden?

Kom nu alle: bygherrer, rådgivere, udførende, leverandører – byg bæredygtigt! Det betaler sig ikke at lade være!

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s